Sådan forlader din forening Big Tech
Der er for tiden en kæmpe bølge af folk der ønsker at forlade Big Tech platforme som facebook, google mm. I den forbindelse oplever jeg at mange af mine venner tøver med at tage de første skridt for at forlade Big Tech. Jeg har også i enkelte tilfælde oplevet at nogen brugte en masse kræfter på at skifte over til noget, der enten allerede var ligeså skidt som det de kom fra, eller er i høj risiko for lortificering.
De programmer jeg anbefaler i den her vejledning, er programmer jeg selv bruger og har brugt til foreningsarbejde over mange år. Det er programmer der virker og som alle har en eller flere garantier imod lortificering. Det er også programmer som er gratis at bruge. De tjener ikke penge på datahøst, så de fleste overlever på donationer fra brugere. Hvis I bliver glade for et projekt, giver det god mening at donere til det på sigt :)
Vejledningen er tiltænkt små foreninger med et begrænset budget. Hvis man er en større forening med andre krav, vil jeg anbefale at man vender øjnene mod det danske firma Semaphor.
I et forsøg på at holde den er vejledning letlæselig, vil jeg kun kort opremse nogle af fordelene, uden at dykke ned I, hvad det betyder: – Alle forslagene er Fri Software* – De fleste af forslagene er krypterede – Flere af forslagene er decentraliserede
For gennemsigtighedens skyld, vil jeg gerne sige, at jeg selv donerer frivilligt arbejde (og penge) til et par af de projekter jeg anbefaler.
*Det meste af bitwarden er fri software, men dele er “kun” åben software, som er mindre vidtgående.
Kodehusker (Password Manager)
Det første skridt på jeres rejse væk fra Big Tech, bør være at få en kodehusker.
En kodehusker er et program der gemmer en krypteret kopi af alle dine koder. De fleste kodehuskere kommer med en browserudvidelse, der tillader dem hurtigt at taster din kode ind, når du skal logge ind på en hjemmeside.
Selvom det måske lyder kontra-intuitivt, så er kodehuskere den sikreste måde for langt de fleste at færdes i det digitale landskab. Det er ikke sjældent, at en hjemmeside bliver hacket og får email-adresser og kodeord for alle deres brugere lækket. Hvis du bruger samme email-adresse og kodeord til flere tjenester, så er du enormt udsat for at blive hacket som følge af sådan et læk.
En kodehusker kommer med muligheden for at generere unikke koder, så alle dine kontoer kan have lange og unikke koder. Det er umuligt, at huske de koder selv, men det er jo også derfor vi bruger kodehuskeren :–)
passit.data.coop
![]()
billede fra passit.io
Passit er software lavet af Burke Software and Consulting, men serveren jeg linker til her er drevet af den danske forening data.coop.
At alle foreninger der har lyst kan drive instanser af programmet er netop en af styrkerne ved fri software :)
data.coop er desuden en super forening man bør tjekke ud, hvis man gerne vil væk fra Big Tech.
Du kan oprette en profil inde på passit.data.coop
Browserudvidelsen til firefox kan findes her
Når du har tilføjet udvidelsen, så kan du logge ind på dine kontoer, ved at trykke ctrl+l to gange når du skal til at logge ind. Så udfylder den automatisk dit brugernavn og dit kodeord :)
Der er ikke en dedikeret telefon app, men man kan tilføje siden, hvor man også lavede sin profil til sin startskærm og så får man noget der minder meget om en normal app :)
Menuen, hvor man kan tilføje app'en til sin startskærm. Man skal trykke “Add app to Home screen”.
Billede af, hvordan “app'en” kommer til at se ud :)
Bitwarden
![]()
Brugeroplevelsen er til tider lidt bedre end passit.data.coop, men til gengæld kører den ikke på en dansk server. Det er dog muligt at have sine (krypterede) kodeord på europæiske servere.
Man kan få en profil på vault.bitwarden.eu.
Man kan få deres browserudvidelse til firefox her
Modsat Passit har Bitwarden en app til både Android og iOS, som kan downloades gennem de normale appcentre. App'en hedder “Bitwarden Password Manager”.
Hvis man er på Android, kan også downloade app'en gennem F-Droid.
Online opbevaring af filer
Foreningsarbejde er nærmest synonymt med at skrive referater, lave budgetter og føre regnskaber.
Hvis man gerne vil gøre det på en fed måde, hvor alle har adgang til det, så vil jeg anbefale cryptpad.fr
Det er fri software og deres gratis plan tillader at man kan opbevare optil 1GB. Det svarer til omkring 20.000 referater*, så man kommer ikke til at mangle plads lige med det samme. Bliver plads alligevel et problem, er det ikke dyrt at opgradere sin abonnement :)
De har mulighed for at lave præsentationer, tekstdokumenter og regneark mm. Man kommer ikke til at mangle noget.
Som prikken over i'et er det også muligt at redigere i alle dokumenterne online, samtidig med andre !
Det fungerer ligesom man er vant til fra f.eks. Google Docs, så det er meget nemt at skifte over :)
*baseret på referater jeg selv har på cryptpad lige nu
Intern Kommunikation
Intern kommunikation er jo en stor kategori, og mange foreninger foretrækker at gøre det på forskellige måder. Her er et udvalg af muligheder der allesammen har fordele og ulemper.
Signal

Signal er super godt til intern kommunikation.
Signal kan tilgås både som app på en telefon og som et program på en computer.
Signal tillader både tekst- og billedebeskeder, men de tillader også stemme- og videoopkald. Jeg har holdt mange online møder i (mindre) foreninger gennem signal :)
En af minusserne ved signal er, at man skal bruge et telefonnummer for at få en profil.
Signal er som udgangspunkt markant mere sikkert end de beskedtjenester du allerede bruger. Hvis du har behov for endnu mere sikkerhed, vil jeg anbefale den her guide på peertube.
Deltachat
Som det eneste program på den her liste, så har jeg ikke selv erfaring med deltachat. Jeg kender til gengæld mange der sværger til det.
Man kan downloade programmet på alle computere og telefoner herfra.
Et minus ved deltachat, er at de kun tillader kommunikation med tekst og billeder gennem beskeder. Hvis man har behøv for stemme- eller videoopkald kan man eventuelt bruge jitsi i forlængelse af deltachat.
Matrix
Matrix kan en masse. Det tillader både beskeder og stemme- og videoopkald. Som det eneste af de programmer jeg nævner her, så tillader matrix også, at man kan have have flere tekst-kanaler i et rum, lidt ligesom Discord. Det er super fedt, hvis man er en forening der har flere undergrupper.
Man kan oprette en profil på app.element.io.
Det er muligt at tilgå matrix på en computer gennem app.element.io. Det er også muligt at få Element app'en til telefoner :)
Jitsi

Jitsi tillader videomøder, hvor folk ikke behøver at oprette profiler, de skal bare have et link til mødet.
Jeg vil anbefale meet.labitat.dk drevet af den danske hackerforening labitat.dk.
Man kan også bruge instansen kørt af jitsi selv, på meet.jit.si :)
Ekstern Kommunikation
Duk Op

Jeg vil anbefale alle at dele deres aktivistiske begivenheder inde på dukop.dk
Duk Op er en brugerdrevet kalender for aktivisme i og omkring Danmark. Hjemmesiden er delt op i 5 forskellige sfærer: Odense, Sydfyn, København, Aarhus og Malmö/Lund.
Mastodon
Mastodon er et socialt medie, der minder lidt om Twitter.
Noget af det lækre ved mastodon, er at der findes mange forskellige instanser af det, og de kommunikerer allesammen på tværs. Det vil sige, at selvom jeres forening har en profil på én instans, så kan folk stadig følge jer fra andre instanser !
Jeg vil anbefale jer, at oprette jeres forening enten på radikal.social eller expressional.social.
radikal.social er en instans med fokus på den udenomparlementariske venstrefløj i og omkring danmark.
expressional.social er en general dansk instans der velkommer alle :)
Man kan se en video, hvor jeg forklarer mastodon på dansk her
Afsluttende kommentarer
Rejsen er lang og denne vejledning dækker kun et lille udsnit af de tilgængelige muligheder.
Hvis I har brug for flere ressourcer, så er der meget hjælp at hente på mastodon, hvis man tagger sit opslag #fælleshjerne :)
God vind :)