Hvad koster det egentligt at shoppe i udlandet?

Jeg står overfor at skulle tilbringe en længere periode i udlandet, og det har fået mig til at nørde lidt over, hvad det egentlig koster at skulle bruge penge i udlandet. Jeg snakker her både om at hæve kontanter med et dansk udstedt kort men også at betale med kort i udenlandsk valuta, hvad end det er i en fysisk butik eller online.

Det er måske ikke noget man tænker så meget over, når man køber et eller andet online og betaler i EUR, USD eller en tredje valuta, men for de fleste betyder det at man oven i beløbet man køber ind for, også betaler et vekslegebyr. I min bank er dette gebyr pt. 1,5%. Det lyder måske ikke af så meget, men hvis man skal opholde sig i udlandet i længere tid, er det måske noget, man vil prøve at omgås.

Man kan selvfølgelig bare hæve kontanter så er alle gebyrerne ude af verden. Men når hver hævning koster 30 kr, så er det også noget som jeg ikke bare lige gør. Ofte vil der desuden også være et gebyr som indehaveren af hæveautomaten lægger oveni. Så måske bliver der trukket $105+din banks gebyr mens du kun får $100 ud af automaten.

Alternativer til almindelig dankort fra banken

Der findes efterhånden en del online bank-agtige tjenster, som kan tilbyde fx billige overførsler, gratis debet-kort, osv. Jeg har i mit lille projekt valgt at fokusere på to: Wise og Revolut.

Begge tilbyder lignende basisprodukter, hvor man kan få en gratis konto med tilhørerende virtuelt debetkort som kan bruges online, men også i fysiske butikker hvis man sætter det op i fx. Apple Pay på en iPhone. Jeg kender ikke så meget til Android, men jeg er sikker på at der findes en lignende tjeneste (Google Pay?).

Hvis man skal være sikker på at kunne bruge sit kort alle steder i udlandet, er det måske dog en god idé også at have et fysisk kort, og det kan begge udbydere også tilbyde mod et mindre gebyr.

Begge tilbyder også et begrænset antal gratis kontanthævninger af en vis størrelse.

Jeg har forsøgt at sammenligne de tjenester herunder, både på parametre som de selv oplyser og også via et helt konkret praktisk eksempel. Der er mange ting at holde styr på, og det er ikke altid helt nemt at sammenligne.

Sammenligning af dansk bank, Wise og Revolut

Nordea Wise Revolut
Virtuelle kort - gratis gratis
Fysisk kort - 55 kr 59,99 kr.
Hæve kontanter
Gratis automathævninger per måned nej 2 hævninger, dog maks. Kr. 1.500 5 eller kr. 1.500 (hvad end kommer først)
Gebyr på hævning i automat (udover gratis) 30 kr 5 kr. + 1,75% af beløb over kr. 1.500 2%
eksempel: gebyr for at hæve 500 kr (efter gratis hævninger) 30 kr 5 kr 10 kr
Indsætte penge
Gebyr for at indsætte 500 kr
– via Apple Pay eller debet/kreditkort - 2,85 kr. gratis
– via Trustly - 5,92 kr. -
– via dansk bankoverførsel - gratis -
– via IBAN overførsel - - gratis
Betalinger/vekslinger
Betalinger uden konvertering gratis gratis gratis
Betalinger med konvertering 1,50% fra 0.42% (afhænger af valuta) gratis op til 7.500 kr, herefter 1% (dog altid +1% i weekenden)
Eksempel: betaling US$5
– vekslegebyr 0,52 kr. 0,21 kr. gratis
– pris i alt 34,97 kr. 34,51 kr. 34,35 kr.
Eksempel: veksling 7.500 kr til US$
– vekslegebyr 112,50 kr. 42,51 kr. gratis
– udbetalt $1.057,17 $1.090,02 $1.094,22
Eksempel: veksling 15.000 kr til MX$
– vekslegebyr 225,00 kr. 95,45 kr. 150,00 kr.
– udbetalt $37.276,72 $37.590,32 $37.467,15

Konklusion?

For mange vil det her måske falde under ting, de ikke orker at bruge tid på, når det ikke handler om flere penge. Det er også besværligt at skulle overføre penge fra sin almindelige danske bankkonto til en anden konto for at spare lidt øre her og der. Men skal man bruge længere tid i udlandet—men ikke lige frem nok til at åbne en lokal konto—giver alternativer som Wise og Revolut god mening. Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for hvilken tjeneste, jeg overordnet foretrækker—måske mest fordi de ikke helt er sammenlignelige.

Wise har så vidt jeg kan se de bedste vekslekurser—altså, man får flere $€¥ for sine danske kroner. Til gengæld tilbyder Revolut helt gebyrfri vekslinger, så længe man holder sig under 7.500 kr om måneden og kun bruger penge på hverdage. Måske er løsningen en kombination?

Hvis man er rigtigt smart, så overfører man et stort beløb til fx sin Revolut-konto og veksler dem alle til den relevante valuta, når kursen er god. Herefter kan man i ro og mag betale med sit kort i lokal valuta uden at det koster ekstra. Man kan også hæve penge gratis så længe man holder sig under grænserne.

(kommentarer kræver en Matrix konto)